Steffen Haurholm-Larsen
Det er ikke for meget at sige, at mit ophold i udlandet med AFS har haft afgørende indflydelse på, hvordan mit liv sidenhen har formet sig - mit livs bane har så at sige forandret sig for evigt, og i det følgende vil jeg berette herom.
Vi var to rigtig gode venner fra Roskilde Katedralskole som begge havde en idé om at vi gerne ville ud og opleve verden, og samtidig forbedre vores spansk. Men vi havde også en ret klar fornemmelse begge to af, at vi ikke ville ud på de for længst nedtrådte back-packer-ruter – der skulle være en dybere mening med opholdet, og vi ville gerne kunne gøre en forskel for mennesker som havde brug for det. Som unge danske studenter følte vi os begge yderst resursestærke og klar til at give noget, til mennesker som ikke var så heldige at bo i så rigt et land som os. Disse var præmisserne fra vores side da vi begyndte at lede efter en organisation vi kunne komme af sted med, og snart fandt Community Service programmet hos AFS. Med et krav om spansk sprog og om at kunne gøre noget for andre mennesker, fik vi hurtigt sporet os ind på det mellemamerikanske land Honduras. Året var 2002 og det var knap 4 år siden at Honduras nærmest var blevet blæst i stumper og stykker og oversvømmet af orkanen Mitch, hvilket stadig kunne ses på landets tilstand og behov for hjælp, særligt på det sociale område. Min ven og jeg blev, efter eget ønske, tilknyttet samme projekt - et børnehjem i den industrielle millionby San Pedro Sula hvor vi skulle hjælpe personalet i det daglige arbejde med at tage hånd om 50 drenge i alderen 5-18 år. Fælles for drengene var, at ingen af dem havde haft andre muligheder end at forlade deres hjem og familie – enten på grund af vold eller slet og ret mangel på resurser. Nogle havde boet på gaden nogle år, og for nogles vedkommende blevet afhængige af let tilgængelige stoffer som lim, mens andre var blevet afleveret til børnehjemmet direkte af enten forældre eller bedsteforældre.
Men lad mig lige begynde med begyndelsen for at historien kan blive fortalt i den rigtige rækkefølge.
Vi landede i Honduras hovedstad Tegucigalpa en formiddag i slutningen af juli, fulde af forventningen og forhåbninger, men først og fremmest spørgsmål og nysgerrighed. Det første der ramte vores hud da døren til flyet gik op og vi trådte ned på ankomsttrappen var en stærk bølge af varme – en ekstrem varme som var os fremmed, men måske mest mindede om at få en dyne ned over sig der lige har været i tørretumbleren. Fra flyet havde vi først set det caribiske hav, så kysten og siden et hav af grønt – et hav af grønne bananplantager, oliepalmeplantager, bevoksede bjerge, frodig regnskov og floder der gennemskar landskabet som furerne i en gammel mands ansigt. Dette landskab skulle vi komme til at stifte tæt bekendtskab med, og komme til at gense, og gense og gense …
Min ven og jeg kom til Honduras med et godt, omend teoretisk, kendskab til det spanske sprog. Inden de første 3 måneder af vores ophold var gået var vi begge i stand til at føre en samtale på spansk om ethvert emne med alle mennesker – vi blev flydende i sproget, og da vi tog hjem i foråret næste år var vi som forvandlede både kulturelt og sprogligt.
Vi ankom til børnehjemmet i begyndelsen af august efter et introforløb hvor vi havde haft 2 ugers intensiv spansk undervisning, været ude og se på maya-ruiner og mødt vores værtsfamilier og boet et par dage hos dem. Det er svært at beskrive det jeg følte den første dag på jobbet – jeg var utrolig spændt, nervøs, åben og et hundrede procent klar til at give, ja øse, af min livserfaring og viden - jeg var 19 år gammel, men troede at jeg var blevet sendt ud i denne afkrog af verden for at oplyse folk på min vej. Guderne må vide hvor jeg havde den opfattelse fra, men jeg skulle langsomt komme på andre tanker i takt med alle mine fejlslagne forsøg. Jeg prøvede for eksempel at undervise i engelsk ud fra et rationale om, at alle borgere i den moderne globaliserede verden har brug for at kunne et minimum af dette lingua franca. Dette gik dog op i hat op briller idet kun få af mine elever kunne holde koncentrationen i mere end 20 sekunder ad gangen – mange af dem var et helt andet sted skolemæssigt, hvor det var flot hvis de bare kunne følge den normale skolegang nogenlunde - samtidig kom de andre børn udenfor undervisningslokalet med tilråb og andre forstyrrelser gennem klasselokalets åbne tremmevinduer. Et andet projekt var køkkenhaven som jeg lavede for at vise børnene hvordan man kan dyrke sine egne grøntsager – vi såede agurker og græskar mellem bananplanterne i den lille plantage som hørte til hjemmet. Ikke så snart var planterne kommet op og blevet til flotte spæde spirer, før de blev trampet flade af uopmærksomme legende fødder, trods skiltning og små stakitter som skulle holde disse ude. Og sidst men ikke mindst var der forsøget på at lære børnene at skrive blindskrift på hjemmets computere, der var blevet skænket af en af de private donorer som hjemmet aldrig ville have kunne eksistere uden. Vi havde en slags spil som gik ud på at trykke på det rigtige bogstav uden at kigge på tastaturet – man vandt spillet ved at trykke på alle de rigtige taster. Børnene fandt dog hurtigt ud af, at hvis man bare trykkede på nok taster, så endte man med at trykke på de rigtige og dermed vinde alligevel! Det skal dog siges, at selvom disse projekter led store nederlag på den ene eller anden måde, så er jeg den dag i dag ikke et øjeblik i tvivl om, at der var nogle stykker af de børn der fik et eller andet ud af vores initiativer. Men den der lærte den største lektie var mig, idet det langsomt gik op for mig, at hvis jeg skulle have succes med noget, så måtte det være på børnenes præmisser og tage udgangspunkt i deres behov og ønsker. I deres verden var det helt andre ting der betød noget – fodbold frem for alt! Så vi spillede fodbold med dem. Desuden sang og spillede vi guitar med dem for musik var også noget der optog dem meget.
Personalet på hjemmet bestod af en forstanderinde, Doña Gloria, en daglig administrativ opsynsmand, Tio César som boede i en lille embedsbolig sammen med sin kone, 3 børn og barnebarn. Så var der den daglige ”pædagog” Tio Julio, en tidligere militærmand – børnene forgudede og frygtede ham på én og samme tid, og de havde grund til begge dele. I øvrigt havde forstanderinden en sekretær, Evelin hed hun. Mit indtryk af Evelin da jeg mødte hende første dag på hjemmet var, at hun var en noget afmålt og kølig skrankepave som var i sit es når hun småskændte på folk, mens hun stemplede og hæftede og gjorde ved. Men efter nogle uger på hjemmet begyndte vi at tale godt sammen når vi underviste i computer på kontoret og ellers mødtes i det daglige på hjemmet.
En dag blev både min ven og jeg, ret uventet, inviteret på et weekendophold i Evelins landsby – det vil sige dér hvor hun var vokset op, og hvor meget af hendes familie stadig boede. Det var utrolig hyggeligt at møde hendes morfar, en ældre herre og tidligere plantage-ejer, og tanter og onkler, og vi fik et meget anderledes indblik i kulturen og en helt anden vinkel end vi hidtil havde haft, på det honduranske samfund. Dette weekendophold førte til ét mere, og for mit vedkommende førte dette til en forelskelse i Evelin, den før så snerpede sekretær, men nu så vidunderlige og livsglade pige fra landet, som har et hus hvor der hænger hængekøjer i baghaven, under et køligt palmetækket halvtag blandt citron-, avocado- og appelsintræer, kokospalmer og bananplanter, alt sammen fast inventar i den traditionelle nord-honduranske køkkenhave. Denne kvinde skulle komme til at ændre mit liv, og spille en vigtig rolle i min fremtid. Da jeg kom til Honduras som 19-årig knøs havde jeg den opfattelse af forhold, at man sagtens kunne have en kæreste i nogle måneder og skifte hende ud med en anden, hvis det ikke lige gik mellem mig og hende – man behøvede ikke engang at have nogen som helst forhåbninger om, at forholdet ville holde på længere sigt. Da jeg mødte Evelin, lærte jeg en helt anden virkelighed at kende – det var en ufravigelig betingelse, at hvis hun skulle indlede et forhold til mig, så skulle det være seriøst og formålet skulle til syvende og sidst være, at vi skulle være sammen for altid, for ellers ville det være meningsløst – det virkede pludselig så åbenlyst når hun sagde det, at der da naturligvis ikke var nogen grund til at indlede et kærlighedsforhold til nogen, med mindre man mente noget med det – med mindre man mente det kunne holde.
De følgende 5 år var vi kærester/ forlovede – hun stadig bosat i Honduras, i færd med at studere økonomi på universitetet, og jeg i Danmark på bachelorstudiet på Indianske sprog og kulturer. Mit valg af studieretning er endnu et godt eksempel på den drejning mit liv tog under og efter den første skæbnesvangre rejse til det ukendte kontinent. Vi sås med mellem 4 og 10 måneders mellemrum i de 5 år vi boede hver for sig, og først i 2007 blev vi gift i hendes landsby på den caribiske kyst med 100 af hendes slægtninge til stede, og med deltagelse af godt et par håndfulde tilrejsende danskere fra min familie, herunder bl.a. mine forældre, bedsteforældre, min søster og hendes familie mfl.
Jeg har lært meget af de honduranere jeg har mødt, og ikke mindst af min bedre halvdel som til stadighed kan lære mig nye ting om livet – nye synsvinkler som jeg ikke ville have opdaget selv. Egentlig har dette bekendtskab med det fremmede vel lært mig mest om mig selv og det land jeg stammer fra – om mine fejl og mangler, og ikke mindst om Danmarks – men også om hvor heldig jeg og mine landsmænd er, hvilket de fleste er aldeles uvidende om. Det er jo ikke til at vide hvor jeg ville være i dag hvis jeg ikke var rejst ud, men jeg har svært ved at forestille mig en bedre skat at finde, eller en større gave at få end den jeg modtog i Honduras, nemlig interessen i, kendskabet til, og respekten for, kulturel mangfoldighed.
